Dokumentation og metode

Grønlands Statistik vil arbejde for en bedre og mere ensartet dokumentation af de forskellige statistikområder. På hjemmesiden www.stat.gl skal det på alle statistikområder være muligt at finde oplysninger om metode, klassifikation/nomenklatur, kilder, variable og forklaring af centrale begreber for Grønlands Statistiks udgivelser. For alle centrale statistikregistre skal der offentliggøres en oversigt over de variable, som registeret indeholder, bl.a. med henblik på at registrene i højere grad kan bruges til forskning.

 

Grønland modtager i 2016 og 2017 betaling fra NordForsk for at deltage i et projekt, som har til formål at styrke den fælles nordiske registerforskning. En afledt gevinst af projektet er en bedre dokumentation af Grønlands Statistiks registre.

 

Digitalisering

Naalakkersuisut har i 2014 vedtaget en ny fællesoffentlig digitaliseringsstrategi. I forbindelse med implementering af de konkrete projekter vil Grønlands Statistik formodentlig opleve et øget arbejdspres. På længere sigt er der imidlertid flere elementer i strategien, som kan give Grønlands Statistik nye muligheder.

 

Digitaliseringsstrategien anser bedre basale grunddata om personer (CPR), virksomheder (Grønlands Erhvervsregister), bygninger samt geografiske data (for eksempel adresseoplysninger) som afgørende for en øget digitalisering. For Grønlands Statistik kan bedre grunddata betyde et kvalitetsløft i mange statistikker, ligesom der kan blive mulighed for at lave en boligstatistik. Desuden må det forventes, at Grønlands Statistik på sigt skal bruge færre ressourcer til at rense data.

 

Digitaliseringsstrategien sigter mod en ny lovgivning om persondata, som skal bringe den grønlandske lovgivning tættere på de bestemmelser, der i dag er i den danske persondatalov. En persondatalov efter dansk forbillede vil medføre lettelser for Grønlands Statistik i form af reducerede krav til dokumentation af registre.

Endelig indeholder digitaliseringsstrategien en hensigt om, at Selvstyret og kommunerne får et fælles økonomistyrings- og ledelsesinformationssystem. På længere sigt forventer Grønlands Statistik, at det fællesoffentlige økonomistyrings- og ledelsesinformationssystem kan give Grønlands Statistik nye muligheder, når de eksisterende statistikker kan laves med udgangspunkt i mere ensartede registreringer, og der introduceres systematiske og ensartede registreringer på nye områder, jf. i øvrigt afsnit 2.3 nedenfor.

I forbindelse med digitaliseringsstrategien vil Grønlands Statistik advokere for, at virksomheders indberetninger af regnskaber til det offentlige i fremtiden skal foregå digitalt. Indtastning af regnskaber til brug for Nationalregnskabet, erhvervsstatistikkerne samt energistatistikken er i dag den største tilbageværende indtastningsopgave i Grønlands Statistik. Digital indberetning vil også reducere antallet af indtastningsfejl og dermed forbedre statistikkvaliteten.

 

Opbygning og forbedring af administrative registre

At Grønlands Statistik er Grønlands officielle statistikkontor betyder ikke, at Grønlands Statistik producerer alle statistikker fra indsamling af data til de færdige tabeller. Ligesom andre statistikkontorer er Grønlands Statistik afhængig af data produceret af andre myndigheder, virksomheder og organisationer. For langt de fleste statistikker gælder det, at Grønlands Statistik indsamler, bearbejder og offentliggør statistikker på basis af data med udgangspunkt i registre, som er opbygget af offentlige myndigheder til administrative formål.

Det er Grønlands Statistiks vurdering, at statistikker på baggrund af centrale oplysninger i registre, som anvendes til administrative formål, giver de mest retvisende statistikker, da oplysningerne i registrene løbende kontrolleres af de ansvarlige myndigheder og i mange tilfælde også af de indberettende personer eller virksomheder. Samtidig er det væsentligt billigere at udarbejde statistikker på baggrund af administrative registre, idet Grønlands Statistik ikke skal anvende ressourcer på at indsamle data, og det sikres, at oplysningerne indberettes på en ensartet form. Endelig kan opbygning og systematisk brug af administrative registre også medvirke til effektiviseringer hos den ansvarlige administrative myndighed. 

I forlængelse af ovenstående er det Grønlands Statistiks indstilling, at der fremover i samarbejde med centraladministrationen og kommunerne - bl.a. i sammenhæng med et nyt offentligt Økonomi og ledelsessystem (ERP) - bør satses på, at nye statistikker baseret på data fra det offentlige udarbejdes med udgangspunkt i systematiske registreringer i tilknytning til sagsbehandlingen.

Generelt skal det sikres, at offentlige myndigheder, der opbygger administrative registre, konsulterer Grønlands Statistik og Digitaliseringsstyrelsen, således at det sikres, at registrene opbygges hensigtsmæssigt og også er egnet til statistik. Forpligtigelsen til at indberette opbygning og ændring af registre til Grønlands Statistik er allerede indskrevet i statistikloven, men Grønlands Statistik vil i højere grad være udfarende med henblik på at gøre opmærksom på dette.

 

Rekvirerede opgaver

Det omfattende materiale, som Grønlands Statistik ligger inde med, giver muligheden for at tilbyde en række løsninger mod betaling. Betalingsopgaverne adskiller sig typisk fra den gratis, offentlige produktion ved enten at være mere detaljerede, indeholde andre kombinationer af data eller decideret være tilpasset den enkelte kundes behov. Begrundelsen for, at der skal betales, er ofte, at Grønlands Statistik kun har fejlsøgt oplysninger til at være retvisende på det niveau, hvor de offentliggøres. At anvende data på mere detaljeret niveau kræver yderligere behandling og fejlsøgning, som der tages betaling for.

Grønlands Statistik vil i fremtiden fortsat løse opgaver mod betaling i det omfang, det er foreneligt med basisstatistikken, samt i det omfang de fornødne personaleressourcer er til rådighed. Grønlands Statistik vil ikke aktivt forsøge at sælge flere opgaver og anser det ikke ubetinget som en succes, hvis mængden af betalte opgaver øges. Grønlands Statistik er i et vist omfang med til selv at udhule det fremadrettede forretningsgrundlag for rekvirerede opgaver ved at øge detaljeringsgraden i statistikbanktabellerne og ved at indarbejde opgørelser, der ofte efterspørges, i den statistikproduktion, der dækkes af finanslovsbevillingen.

Grønlands Statistik vil søge at begrænse rekvirerede opgaver til udelukkende at være tabeller på baggrund af registerkørsler. I det omfang kunder ønsker undersøgelser baseret på interviews, kan Grønlands Statistik efter godkendelse fra datatilsynet bidrage med udtræk fra befolkningsregisteret til brug for stikprøverne. Som udgangspunkt gennemfører Grønlands Statistik ikke selv interviews, men vil i visse tilfælde kunne anvende interviews fra grønlandske eller danske intervieworganisationer.

 

Centraladministrationen og kommunerne anvender ofte eksterne konsulenter og forskere til at udarbejde rapporter og analyser, hvor Grønlands Statistiks opgørelser er centrale kilder. Efter konsulenterne har fået tildelt en opgave, bestiller de ofte særkørsler hos Grønlands Statistik eller køber adgang til pseudoanonymiserede data til egne analyser på Grønlands Statistiks server.

 

Grønlands Statistik vil fremadrettet søge at øge opmærksomheden på, at Grønlands Statistik med fordel kan konsulteres, inden eksterne konsulenter hyres til at lave analyser og rapporter med statistisk indhold. Grønlands Statistik er af den opfattelse, at nogle af ovennævnte rapporter og analyser kan laves med et mindre ressourceforbrug. Grønlands Statistik kan således være behjælpelig med at vurdere, hvilke tal der allerede findes i Statistikbanken, hvilke opgørelser der kan dannes fra eksisterende registre i Grønlands Statistik med en relativ lille arbejdsindsats, og hvilke der kræver en større arbejdsindsats i form af samkøring af datasæt eller indhentning af nye oplysninger.

 

Administrative opgørelser

Grønlands Statistik anvender så vidt muligt internationale begreber, klassifikationer og metoder, når der udarbejdes statistikker. I nogle tilfælde er disse statistikker ikke præcist det, der efterspørges af de personer, der arbejder med et fagområde i dagligdagen - eksempelvis i centraladministration eller kommunernes administration. Ofte efterspørges eksempelvis opgørelse over tømrere uddannet fra Bygge- og anlægsskolen i Sisimiut fremfor personer med erhvervsuddannelse indenfor ingeniørvidenskab, produktion og konstruktion.

Fremadrettet vil Grønlands Statistik gå i dialog med de relevante myndigheder, med henblik på at Grønlands Statistik kan udarbejde administrative opgørelser. Det er særligt relevant indenfor områder, hvor administrative opgørelser relativt nemt kan udarbejdes ud fra de registre, som Grønlands Statistik allerede har opbygget. Det gælder eksempelvis områder indenfor offentlige finanser og lønninger samt arbejdsmarkeds- og undervisningsområdet. En forudsætning for Grønlands Statistik er, at der følger økonomiske ressourcer med, og at Grønlands Statistiks krav til datasikkerhed og datafortrolighed ikke kompromitteres.

Statistik på folkeskoleområdet udarbejdes i dag af Uddannelsesstyrelsen, mens uddannelsesstatistik for andre områder udarbejdes af Grønlands Statistik. Med den øgede fokus på forløbsanalyser f.eks. i forbindelse med opgørelser af ungemålgruppen, kan der sættes spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt, at ansvaret for uddannelsesstatistikken er delt. Grønlands Statistik vil gå i dialog med Uddannelsesdepartementet om den fremtidige fordeling af ansvaret for uddannelsesstatistikken.

 

Formidling

Grønland Statistik vil i højere grad anvende kortere publikationer med fokus på interessante udviklinger i tallene.  Dokumentation og metodebeskrivelser flyttes samtidig fra publikationer til relevante afsnit på hjemmesiden. De kortere publikationer skal indeholde links til mere detaljerede opgørelser i statistikbanken.

 

Forkortelse af publikationerne gennemføres både for at sikre større interesse for statistikken og for at mindske ressourceforbruget til oversættelse. Dermed kan medarbejderne også i højere grad fokusere på at øge omfanget og forbedre kvaliteten af de oplysninger, der er tilgængelige i Statistikbanken. I Statistisk Årbog skal det fortsat være muligt at læse sammenhængende beskrivelser af de enkelte samfundsområder.

 

I forbindelse med denne yderligere satsning på statistikbanken som den primære formidlingskanal er der behov for en opprioritering af kursusindsatsen for brugere. Grønlands Statistik vil løbende tilbyde kurser for såvel studerende, personer, der anvender statistik professionelt, som den almindelige borger. Det kan være et problem at vejlede brugere udenfor Nuuk. Derfor bliver kursusudbuddet suppleret med instruktionsfilm, der kan ses online, men alt efter interesse vil kurser udenfor Nuuk også kunne arrangeres.

 

Fremadrettet kan IT-medarbejdere hente data i statistikbanken og genbruge data i programmer, fx apps til mobiltelefoner, særlige grafiske præsentationer på hjemmesider osv.. Data er åbnet for alle brugere ved at give adgang til et API (application programming interface). Grønlands Statistik bruger det svenske statistikkontors udgave af API, fordi den kan fungere direkte i forbindelse med statistikbanken.

 

Der er allerede taget hul på de nye muligheder med API ved opdatering af turismehjemmesiden www.tourismstat.gl Grønlands Statistik udnytter desuden allerede selv de nye muligheder både med henblik på at forbedre egne grafiske præsentationer, men også for at opnå erfaring, som kan danne grundlag for eksempler til og dialog med interesserede brugere. Den programkode, der anvendes på Grønlands Statistiks egen hjemmeside, er gratis tilgængelig for offentligheden med henblik på at tilskynde statistikbrugerne til at udnytte APIens muligheder.

 

Statistikbanken bruges i dag primært til at formidle adgang til de statistikker, som Grønlands Statistik selv producerer. Herudover indeholder Statistikbanken enkelte statistikker som uden datakontrol fra Grønlands Statistik lægges i banken - eksempelvis tal fra Embedsdyrlægen og Landslægeembedet.

 

Grønlands Statistiks ambition er, at flere institutioner benytter Statistikbanken, således at Grønlands Statistiks hjemmeside i endnu højere grad bliver den centrale hjemmeside for data om Grønland. Forudsætningen for at benytte statistikbanken som formidlingskanal er, at leverandørerne lever op til visse standarder for kvalitet og uafhængighed, at tabellerne indeholder en tydelig kildeangivelse, og at der er tale om tabeller, som opdateres løbende, minimum en gang om året.

 

Med inspiration fra det finske statistikkontor arbejder Grønlands Statistik på at udvikle makroer, der kan lette arbejdet med at danne statistiktabeller.

 

Adgang til anonymiserede eller pseudoanonymiserede mikrodata

Grønlands Statistiks formidling af oplysninger på person- og virksomhedsniveau (= mikrodata) er begrænset af registerloven og statistikloven, som fastsætter, at oplysninger om enkeltpersoner eller enkelte virksomheder, som Grønlands Statistik modtager, ikke må videregives til andre.

 

Grønlands Statistik kan tillade personer, der ikke er ansat af Grønlands Statistik, at lave tabeller og analyser på Grønlands Statistiks pseudoanonymiserede mikrodata. At data er pseudoanonymiseret betyder, at personnummer, adresse og andet, der umiddelbart identificerer en person, er erstattet med løbenumre. Pseudoanonymiserede data er ikke nødvendigvis helt anonyme, fordi det i et datasæt nogle gange er muligt at finde oplysninger om enkeltpersoner ved bagvejsidentifikation. Det kan eksempelvis i et datasæt være muligt at gætte oplysninger om en persons indkomst ud fra oplysninger om personens alder, uddannelse, civilstand, antal børn, bopæl mv. - især for personer med højere indkomst end gennemsnitsindkomst i området.

 

Statistikloven og den tilhørende datafortrolighedspolitik tillader kun adgang til pseudoanonymiserede data i forbindelse med forskning og lovforberedende arbejde og følger således et regelsæt svarende til det, Danmarks Statistik hidtil har anvendt (hvor en kommune fx ikke har adgang til mikrodata). Adgang til pseudoanonymiserede mikrodata stilles til rådighed gennem en ekstern elektronisk adgang til Grønlands Statistiks server. Der gives adgang til data fra egen arbejdsplads over Internettet og under særlige vilkår. Et af vilkårene er, at Grønlands Statistik overvåger de tabeller, der dannes, og som efterfølgende hentes fra Grønlands Statistiks server.

 

Adgang til pseudoanonymiserede data suppleres med en mulighed for adgang til anonyme mikrodata for en bredere kreds. Fremgangsmåden for anonymiserede mikrodata er, at der for hvert projekt dannes 2 datasæt – et internt og et eksternt. I forbindelse med et projekt dannes et internt datasæt med originale mikrodata. Dette datasæt kan være et resultat af samkøringer af flere registre, både Grønlands Statistiks egne og registre leveret af kunden. Samtidig dannes et mere aggregeret datasæt, som kunden kan eksperimentere med. Når kunden har besluttet, hvilke tabeller der skal anvendes til opgaven, danner Grønlands Statistik de endelige tabeller ved anvendelse af det interne datasæt og leverer de endelige mere detaljerede tabeller til kunden.

 

Sprog

Ca. 20 pct. af hjemmesidens brugere kommer fra lande uden for Grønland og Danmark. De høje tal indikerer, at interessen for Grønlands Statistiks arbejde også er høj i andre lande. På nuværende tidspunkt udgives Greenland in Figures hvert år på engelsk, og tabellerne i statistikbanken bliver også udgivet på engelsk, men der er utvivlsomt et behov for yderligere udgivelser på engelsk. Grønlands Statistik planlægger fra udgivelsesåret 2017 at udvide Greenland in Figures, så den fremover indeholder korte samfundsbeskrivende afsnit og i øvrigt fremstår grafisk mere indbydende med billeder, figurer og grafer.

Selvstyrets tolkekontor har i de seneste år introduceret et tolkesystem, som genkender tekststykker, der tidligere er blevet oversat mellem dansk og grønlandsk. Systemet har øget produktiviteten i selvstyrets tolkekontor væsentligt og skal nu introduceres i selvstyrets institutioner. Grønlands Statistik har indgået aftale med Selvstyrets tolkekontor om, at de fremover varetager de større oversættelsesopgaver for Grønlands Statistik, og at Grønlands Statistik i øvrigt får adgang til at anvende tolkesystemet.

Det er en udfordring for oversættere og læsere af statistikker på grønlandsk, at mange grønlandske termer bliver dannet fra oversættelse til oversættelse. En dansk term i en tekst kan være oversat med beskrivelser på grønlandsk og kan være oversat på flere forskellige måder i samme tekst. For at afhjælpe problemet er Grønlands Statistik startet med, at standardisere grønlandske termer ved at samle begreber ind fra forskellige statistikker. I tilknytning til tolkesystemet oprettes under Sprogsekretariatet en database med faste grønlandske oversættelser af fagudtryk. De termer, som Grønlands Statisk indsamler, kan på længere sigt indgå i sprogsekretariatets database.

 

Statistisk årbog

Statistisk årbog udkom i 2014 for første gang som e-bog. Brugerne kan herefter vælge, hvilke kapitler de ønsker at lægge på deres mobiltelefon eller tablet. De enkelte kapitler offentliggøres løbende hen over året. Den løbende offentliggørelse sikrer, at de enkelte kapitler er aktuelle, samtidig med at redigeringsarbejdet lettes væsentligt. 1. juli hvert år samles alle kapitler til en samlet E-bog, som så bliver den ”officielle” udgave af Statistisk årbog for det pågældende år.

 

Ambitionen med årbogen er fremover at give en letlæselig introduktion til det grønlandske samfund, hvilket eksempelvis er relevant som pensum på ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser. Årbogen skal i oversigtsform give et overblik over alle statistikområder under Grønlands Statistik. Desuden skal årbogen indeholde samfundsbeskrivelser på områder, som for tiden ikke dækkes af Grønlands Statistiks udgivelser eksempelvis klima, råstofområdet og folkeskolen.

 

Med udgivelsen af årbogen som e-bog og planerne om kortere publikationer med fokus på enkelte historier er det ambitionen, at årbogen fremover bliver benyttet mere.

 

Alternative kilder til statistik

Nationale statistikkontorer baserer traditionelt deres statistikker på udtræk fra administrative registre og fra surveys. Grønlands Statistik bruger dog næsten udelukkende administrative registre. Som en del af den globale fokus på big data er statistikkontorerne i andre dele af verden begyndt at fokusere på andre kilder til statistik.

 

Grønlands Statistik vil i de kommende år søge at udvide erfaringerne med at bruge alternative datakilder. Butikkernes stregkoder, hvor salget på enkelte varegrupper registreres, kan eksempelvis medvirke til at forbedre vægtfordelingen i forbrugerprisindekset, og data om telefonforbrug kan anvendes til at estimere fordelingen på nationaliteter, der besøger Grønland. Forsøgene med alternative datakilder skal så vidt muligt ske i samarbejde med relevante samarbejdspartnere og bl.a. bruges til at høste erfaringer til eventuelle kommende revisioner af statistiklovgivningen.

 

Datasikkerhed

Grønlands Statistik kontrollerer løbende, at de enkelte medarbejdere kun har adgang til oplysninger, som er nødvendige, for at de kan løse deres opgaver. Med henblik på at forbedre datasikkerheden yderligere vil Grønlands Statistik i samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen undersøge mulighed for forbedret sikkerhed med 2-trins login, når medarbejdere logger ind fra andre steder end på arbejdspladsen.

 

Software

Grønlands Statistik anvender i dag WPS som den primære software til databehandling. I WPS anvendes programmeringssproget SAS. Licenserne til WPS er imidlertid væsentligt billigere end tilsvarende fra SAS Institute, og WPS har yderligere den fordel, at det også kan køre scripts skrevet i programmeringssproget R. R er et open source statistikprogram og programmeringssprog, som i dag anvendes hyppigere end SAS på de uddannelsesinstitutioner, som Grønlands Statistik rekrutterer fra. En fuldstændig overgang til R vil derfor være en mulighed på længere sigt.

 

Et hurtigt skifte fra SAS til R vil være problematisk, fordi alle programmer og datasæt skal omlægges, og medarbejderne skal lære et nyt programmeringssprog. Et skifte vil imidlertid indebære en række fordele med hensyn til fremtidig rekruttering, i retning af hvor attraktiv en arbejdsplads Grønlands Statistik er, og hvilke efteruddannelsesmuligheder der er.

 

Grønlands Statistik vil i den kommende årrække forsøge at anvende R til konkrete projekter bl.a. for at indhøste erfaringer med, hvor problematisk et mere omfattende skifte vil være. Grønlands Statistik vil også trække på erfaringer fra Naturinstituttet, som i øjeblikket er i gang med et skift fra SAS til R.